Operationsvejledning
 
Før operationen
På selve operationsdagen er det vigtigt at få rigeligt mad og drikke, således at blodsukkeret ikke bliver for lavt under operationen. Spis derfor helt almindeligt, også aftenen før. I tilfælde med regelmæssigt medicinforbrug (fx hjertemedicin) bedes du kontakte klinikken senest en uge inden operationen.
 
Efter operationen
Efter operationen er det vigtigt at operationsområdet får så meget ro som muligt. Undgå derfor at pille i såret med tungen/tandbørsten eller lignende. Det anbefales at spise blød kost, gerne kold, det første døgns tid. kulden får blodkarrene i området til at trække sig sammen og på den måde reduceres den hævelse, som normalt forekommer. Det kan også være en fordel at pakke en pose frosne ærter ind i et viskestykke og lægge bylten på kinden; dette er også med til at reducere hævelsen. Hævelse er et helt normalt fænomen, og er altså ikke nødvendigvis et tegn på infektion. Hævelsen er størst omkring 2 dage efter operationen og aftager derefter. I det fleste tilfælde er hævelsen forsvundet efter 5-6 dage. Misfarvninger (”blå mærker”) er heller ikke ualmindelige og er ligesom hævelsen ikke tegn på infektion.
 
Medicin
Efter operationen syes såret sammen igen. Det sker oftest med tråd som opløses af enzymer i din mund. Det kan tage 3-4 uger, og nogle gange længere tid. Hvis trådene generer dig kan du kontakte klinikken. Trådene skal sidde i mindst 7 dage.
 
Klorhexidin:
Efter operationen er et en god ide at skylle munden i 10 ml (1 mundfuld) Klorhexidin 0,1% 2 gange om dagen - morgen og aften - i to uger. Vær opmærksom på, at der skal gå minimum en time mellem tandbørstning og skylning med Klorhexidin, idet tandpastaen og Klorhexidinen indeholder stoffer, der gensidigt ophæver hinandens virkning. I de første 2 uger efter operationen skal tandbørstning i det opererede område undgås.
 
Smertestillende medicin:
I de fleste tilfælde vil der blive udleveret 10 smertestillende piller (Ibumetin, 600 mg). Det er stærke smertestillende piller, dvs. det er ikke nødvendigt at supplere med andre piller. Ibumetin påvirker ikke evnen til at køre bil og lignende. Der tages en tablet 1 time efter operationen og derefter 1 tablet 3 gange dagligt til der ikke er flere tilbage. Hvis der mod forventning er stærke smerter tages Panodil (250 mg, 2 tabl. 3-4 gange dagligt) som supplement. Undgå at tage Kodimagnyl eller andre acetylsalicylsyreholdige præparater, da disse virker blodfortyndende.
 
Penicilin:
I nogle tilfælde gives også et antibiotikum, som oftest Penicillin (Vepicombin). Dette gives for at forebygge infektion i det opererede område. I tilfælde med Penicillin-allergi bedes du kontakte klinikken, således at vi kan sørge for at der forefindes et andet egnet antibiotikum på operationsdagen. Der gives 1 MiE (1 tablet) 3 gange dagligt i 6 dage. Første tablet tages en time efter operationen.

Dvs:.
  • 1 time efter operationen tages 1 tabl. Ibumetin 600mg og 1 tabl. Vepicombin 1MiE.
     
  • Derefter tages 1 tabl. Ibumetin 600mg og 1 tabl. Vepicombin 1MiE. 3 gange dagligt.
     
  • Der skylles 2 gange dagligt med Klorhexidin i 2 uger.

 
Betingelser for behandling:
 
Af hensyn til andre ventende patienter beder vi om at den aftalte tid bekræftes pr. telefon, senest 3 dage inden operationsdagen.
 
Sker dette ikke gives tiden til en anden.

I tilfælde af udeblivelse beregnes et honorar på kr. 650,-
 
Betaling foretages på selve operationsdagen, og kan også ske med Dankort.
 
Prisen på selve operationen oplyses ved den telefoniske bekræftelse af tiden.
 
 
 
Med venlig hilsen
 
Tandplejecentret
Storgade 29A
4180 Sorø

LUK VINDUE
 

 
 
  Download denne side i pdf-format
 
 
Links:
 
    Acrobat Reader
Download seneste version af Adobe Acrobat Reader.
 
   
Disclaimer